Nyheder > Et nyt og forbedret Gloria
Et nyt og forbedret Gloria   Fra på mandag d. 21. juni påbegynder Gloria en gennemgribende renovering som varer til og med d. 20. juli. Så selvom sommeren ser ud til endelig at være på vej, vil det ikke være ferietid i Gloria. Tværtimod, skal der knokles igennem, så når vi genåbner, vil Gloria være af den bedste kvalitet og endnu hyggeligere.

I biografsalen vil vi få et nyt og større, og ikke mindst, buet lærred, der matcher vores nye skarpe billedkvalitet, og kinomaskinen vil yderligere blive opgraderet med nye objektiver. Vi får nyt topmoderne lydanlæg, der giver den bedste lyd. Vores ventilationssystem bliver moderniseret og automatiseret, og så bliver der desuden installeret køling, for at højne komforten på de varme dage og ved de udsolgte forestillinger.

Men det er ikke kun biografsalen der bliver top-tunet, også caféen får en gevaldig opstrammer, så vi får bedre plads, og her bliver endnu mere indbydende og hyggeligt. Vi samarbejder med fem dygtige designere, som skaber et sammenhængende, rart og moderne koncept. Desuden får facaden et tiltrængt ansigtsløft.

Vi glæder os rigtig meget til at vise jer vores ”nye biograf”, og vil til at starte med, bede jer om at sætte et stort kryds i kalenderen d. 21. juli. Her inviterer vi til åbning af Gloria, og forpremiere på den franske film ’Pindsvinet’ efter romanen ’Pindsvinets elegance’ af Muriel Barbery.

Vi håber, at I vil have tålmodighed med os den næste måneds tid, og at I ikke vil glemme os, da vi er sikre på, at det er ventetiden værd – på gensyn i Gloria.