Nyheder > Premiere på 'Når kirsebærtræerne blomstrer' - Fornemme anmeldelser
Premiere på 'Når kirsebærtræerne blomstrer'  - Fornemme anmeldelser   I dag er der premiere på det gribende og smukke tyske drama 'Når kirsebærtræerne blomstrer'.

Elmar Wepper spiller med stor ømhed og sjælden indlevelse den pensionsmodne Rudi, der ikke selv ved, at han er dødeligt syg. Hans uselviske hustru, Trudi, holder på hemmeligheden og inviterer ham ud på en sidste rejse rundt til deres børn og børnebørn. Det går dog helt anderledes, og omstændighederne fører Rudi til Japan, hvor en af hans sønner bor. I Tokyos virvar af blomstrende kirsebærtræer og neonlys møder han den sælsomme Bhutodanser-pige Yu, de slår følgeskab og begiver sig mod det storslåede Fuji-bjerg.

Instruktør Doris Dörrie har lavet et moderne og ambitiøst tysk drama som både rører og giver stof til eftertanke. Hovedrollen Rudi spilles formidabelt og nuanceret af Elmar Wepper, som også var nomineret til European Film Award for sin rolle, og i sit hjemland blev han belønnet med prisen for Bedste Mandlige Hovedrolle.

De danske anmeldere er særdeles begejstrede for filmen:

* * * * * * "Hjerteskærende mesterværk - „Når Kirsebærtræerne Blomstrer“ er årets hidtil bedste film. Så enkelt kan det siges - et dybt og inderligt værk af så forbilledlig karakter, at man kun kan bøje sig i støvet." ByenKalder

* * * * * "SIG DET MED KIRSEBÆRBLOMSTER - livshyldest i skyggen af kirsebærblomsterne" Berlingske Tidende

* * * * * "..enkel, livsbekræftende skønhed - en ganske særegen film" Politiken

* * * * * "Følelsers porøse væsen serveres med blidhed og forståelse i smuk film om familie og venskab, sorg og forløsning." Jyllands-Posten

* * * * "Med sin stille humor, smukt komponerede billeder og filosofiske tone kryber filmen ind i den sprække af tvivl, vi nok alle kan have, om vi får nok ud af livet – og eftertanken bliver siddende længe efter." Ekstra Bladet

* * * * "vedkommende og livsbekræftende hverdagslig fortælling."
"synes med et smagfuldt bid at tygge kynisme og familiesatire sammen på en befriende opløftende vis. Synergien mellem sørgmodighed, hverdagslig humor og pågående alderdomsrealisme giver en vedholdende oplevelse, der bliver hængende i sindet" Filmz

Læs mere om Når kirsebærtræerne blomstrer