Nyheder > Åbning af det nye Gloria med forpremiere, åbent hus og koncertfilm
Åbning af det nye Gloria med forpremiere, åbent hus og koncertfilm   Tiden nærmer sig hvor den sidste maling gerne skulle være tør, og de sidste søm slået i, så selv om vi knokler igennem nu, er det hele færdigt og klart til at blive vist frem på onsdag d. 21. juli. Derfor vil vi gerne invitere til forpremiere og åbent hus.

Vi starter kl. 19.00, med forpremiere på den skønne franske film ’Pindsvinet’ efter romanen ’Pindsvinets elegance’, og er så heldige at filmkonsulent, forfatter og lærer ved Den Danske Filmskole, Ulrich Breuning, vil præsentere filmen. Billetterne til forpremieren koster kr. 75,- og kan både købes og bestilles online på www.gloria.dk, eller bestilles på telefon 33 12 42 92. Bestilte billetter skal hentes senest dagen før, og da vi ligger i renoveringsrod, vil dette kun kunne lade sig gøre mandag d.19. og tirsdag d.20. juli.

Da renoveringen ikke har givet Gloria flere siddepladser i biografsalen, er der ”forhåbentlig” ikke plads til alle, så derfor holder vi åbent hus fra kl. 21.00. Restaurant L’Alsace byder på lækre kanapéer til alle, og vi sørger selvfølgelig for at alle får et glas at skåle med.

Vi vil gerne vise vores nye kinoudstyr frem til alle, og vil i samarbejde med DR og EBH have gratis visning fra kl. 21.00 på de to fantastiske koncertfilm ’This Is for the White in Your Eyes’ og ’Performing Parades’. De to film er optagelserne fra to uforglemmelige koncerter henholdsvis ’Choir of Young Believers’ og ’Efterklang’ i selskab med DR UnderholdningsOrkestret i Koncerthuset. Døren vil stå åben til biografsalen, så musikken både kan nydes inde i og udenfor salen. Vi håber at se jer, til en hyggelig aften i Gloria. Restaurant L’Alsace (www.alsace.dk) giver 10% rabat ved fremvisning af et styks ’Pindsvinet’ billet, så længe ’Pindsvinet’ spiller i Gloria.

Læs mere om Pindsvinet

Læs mere om Restaurant l’Alsace