Nyheder > Forpremierer på Paris d. 8/10
Forpremierer på Paris d. 8/10   I samarbejde med Miracle Film og LIDTmere.dk præsenterer Gloria årets filmiske storbyperle 'Paris'. 'Paris' er en kærlighedserklæring til livet med dets både sorger og glæder, og naturligvis også til byernes by, Paris. Filmen er et både rørende og hipt romantisk komediedrama med mange lag instrueret af den prisbelønnede Cédric Klapisch.

Den professionelle danser, Pierre (Romain Duris), ser pludselig sit liv fra et helt nyt perspektiv, da en hjertesygdom sætter hans tilværelse i stå og tvinger ham til at indstille karrieren. Han står overfor en hjertetransplantation, som er hans eneste chance for at overleve. Deprimeret vender han sig mod sin søster Elise (Juliette Binoche) for at få hjælp til at klare sine problemer. Pierre passer regelmæssigt Elises to børn, men bruger ellers det meste af tiden på at stirre ud af vinduet. Ovre på den anden side får han øje på Laetitia (Mélanie Laurent), som er ved at indlede en affære med Rémy (Joffrey Platel), men Laetitia tilbedes også af sin professor Roland Verneuil (Fabrice Luchini).
Roland er historiker og hans vidensområde er Paris, men han har ikke kun tabt sit hjerte til storbyen men også til den unge studerende. Rolands bror, Philippe (François Cluzet) står for nogle store nye anlægsprojekter i udkanten af byen og har som lykkelig gift og vordende far, modsat sin bror, styr på tilværelsen.
Personerne løber sammen og fra hinanden igen, men samhørigheden med Elise vejer tungt for Pierre og langsomt indser han, hvor meget det vil sige virkelig at elske nogen. Det går op for ham, hvor værdifuldt livet er og betydningen af at leve i nu'et.

Forpremiererne vises torsdag d. 8. Oktober kl. 18.30 og 21.30. Billetter koster kr. 100,- pr. person og inkluderer et glas dejlig rød- eller hvidvin.

Læs mere om Paris

Læs mere om LIDTmere.dk