Nyheder > Forpremiere på guldvinderen Faustas perler
Forpremiere på guldvinderen Faustas perler   Onsdag d. 19. maj holder vi forpremiere i Gloria på en ægte peruviansk perle - ’Faustas Perler’ er både Guldbjørn vinder og Oscar nomineret, og en helt igennem smuk og fantastisk film. I anledningen af at det er en forpremiere, vil billetterne kun koste kr. 50. Vi starter kl. 19.00 med at se film, og efter filmen vil vi servere en forfriskning. Billetterne kan både købes og bestilles online på www.gloria.dk, eller bestilles på telefon 33 12 42 92. Husk, bestilte billetter skal afhentes senest dagen før.

Fausta har arvet sorgens mælk, en sygdom som overføres via modermælken af kvinder, som er blevet voldtaget eller mishandlet under borgerkrigen i Peru. Selv om krigen er ovre, er Fausta hæmmet af frygten for at blive voldtaget og vover sig sjældent ud. Men moderens død tvinger hende til at konfrontere frygten og den hemmelighed, som er gemt indeni hende. For at få råd til begravelsen og rejsen tilbage til moderens hjemby må Fausta arbejde som tjenestepige hos den velhavende og til tider stormfulde og neurotiske pianist, Aida.

Aida, der er kørt fast i kompositionen af et stykke til sin kommende koncert, hører Fausta synge en improviseret melodi og tilbyder Fausta en perle for hver gang hun synger for hende. Med perlerne kan Fausta betale for rejsen, men ikke alting går som planlagt, og mens hendes onkel presser på for at få moderens lig af vejen inden afholdelsen af datterens bryllup, konspirerer alting mod Fausta, og hendes angst og tilbageholdenhed sættes for alvor på prøve. ’Faustas perler’ er en film fyldt med smerte og sorg, samtidig med at den indeholder en helt unik humor og varme.

Læs mere om Faustas perler