Nyheder > Særvisning af den fremragende danske dokumentar 'Paradis' d. 29/10
Særvisning af den fremragende danske dokumentar 'Paradis' d. 29/10   På torsdag d. 29/10 kl. 21.20 vises den danske dokumentar 'Paradis'. Til denne visning vil Sami Saif, den ene af filmens tre instruktører være til stede, og svare på spørgsmål vedr. filmen.

Med kameraet retter instruktørerne blikket mod Danmark og tager publikum med på en rejse gennem mange historier, der alle har det til fælles, at de udgør en lille flig af Danmark. 'Paradis' er fortællingen om et lands identitet fortalt gennem forskellige skæbner:

Den 13-årige irakiske asylansøger, Marina, der på sjette år afventer sin skæbne i asylcentret.
Mads på 21, der sammen med sine forældre venter i frygt og spænding på at skulle i krig for første gang.
Sophie og Thomas, der venter deres første barn i håbet om, at de kan finde ud af at bo sammen og være forældre.
Derudover møder vi to politibetjente fra Middelfart blandt pushere og småkriminelle, det unge par med svinefarmen, den filosofiske og ensomme gamle mand, og mange flere. Alle konfronteres med de udfordringer, et moderne samfund giver os.

Mosaikken af parallelhistorier giver et gribende øjebliksportræt af et af verdens rigeste lande, et mulighedernes land, som burde være Paradis. Men er det frygten eller lykken, der styrer Danmark?

To af de tre prisvindende instruktører har udenlandsk blod i årerne (Erlend Mo er norsk statsborger. Sami Saif er dansk statsborger med yemenitisk far) og har givet filmen de udenforståendes blik. Sammen med den rutinerede instruktør Jens Loftager har de lavet en film, der folder sig ud som et moderne portræt af Danmark. Paradis lader os genopdage vores land og se på det med nye øjne.

'Paradis' blev vist på Odense Film Festival og i den anledning blev filmen anmeldt af Fyens Stiftstidendes filmanmelder Caspar Vang som tildelte 'Paradis' ikke færre end 6 stjerner.

* * * * * * Fyens Stiftstidende
"Filmen er et langt meningsfuldt snapshot af danskerne."
"..en krævende og kompleks film fyldt med lag og fortællespor - en film, der holdt mig i et jerngreb hele vejen - Ikke mindst Lars Reinholdts utrolige fotografering der på overraskende vis vred magiske momenter ud af hverdagen.."
"Det hele udgør et væv af skæbner, stemninger og tanker, der som et ufærdigt puslespil irriterer og pirrer, men på mærkværdig vis alligevel giver mening, når alle disse lag og spor holdes op mod hinanden."

Billetter koster kr. 75,- og kan bestilles på telefon 33 12 42 92 eller købes/bestilles online på www.gloria.dk