Nyheder > 'Flandres' deler anmelderne - døm selv!
'Flandres' deler anmelderne - døm selv!   Selvom Bruno Dumont kun har instrueret fire spillefilm, har han med film som den prisvindende L'humanité (1999) markeret sig som en både provokerende og original filmskaber, som kritikerne enten elsker, eller elsker at hade.
'Flandres' vandt Juryens Grand Prix i Cannes 2006, prisen som anses for at være "2. præmien" lige efter Den Gyldne Palme, som 'Flandres' også var nomineret til.
Bruno Dumonts Grand Prix-vinder 'Flandres' deler, ikke uventet, også de danske filmanmeldere. Her er nogle uddrag af de anmeldelser som vi synes yder filmen retfærdighed:

Weekendavisen
"Bruno Dumont fortæller en evig historie om livet, kønnet og døden. Virkemidlerne er krasse, men det modsatte af spekulation."
"Som alle Bruno Dumonts film er 'Flandres' både en realistisk fortælling og og noget mere, en lignelse eller et verdsligt ikon."
"'Flandres' er den første af Dumonts film som får dansk premiere.."

* * * * * Ekstra Bladet
"Ubehageligt god"
"At anbefale 'Flandres' føles næsten som at anbefale en gang tørre tæsk eller 14 dage på vand og brød i et mørkt hul. Men det er ikke desto mindre hvad jeg vil gøre. Der er nemlig tale om en usædvanlig stærk, men som antydet ikke nødvendigvis behagelig oplevelse. Uforpligtende underholdning må man finde andetsteds."
"..en uforglemmelig film."

* * * * Politiken
"’Flandres’ handler om tre unge mænd, der sendes i krig. Og om, hvad der adskiller mennesket fra dyret."
"Målbevidst, konsekvent nedskrivning af mennesker til summen af vores fysiske aktivitet, som var vi dyr."
"Virkningen er paradoksal: Den kunstneriske konsekvens smitter (som altid) med sin energi, og de umælende artsfæller tvinger os til netop selv at gruble over eksistens og moral dén mentale aktivitet, der muligvis adskiller os fra dyrene."

Mifune
"'Flandres' er et smukt studie af menneskets flugt fra sig selv, der bekræfter, at Bruno Dumont er en af de mest interessante franske instruktører, ikke bare lige nu, men i det hele taget"
"Med kontante nærbilleder, langstrakte landskabsbilleder og en spartansk, men raffineret klipning får Dumont skabt en umærkelig og stærkt betagende bro mellem den ydre handling og Demesters indre liv, præget af længsel og begær. Ikke mindst efter Barbe. Og det er i disse diskrete pointeringer af Demesters indre psykologiske stormvejr, at Dumont træder i karakter som en af vor tids mest interessante instruktører og afslører, at det absolut ikke er ufortjent, at 'Flandres' løb med juryens Grand Prix på sidste års filmfestival i Cannes."

Læs mere om Flandres