Mapplethorpe

 
Tidligere vist
Fenton Bailey & Randy Barbato, USA 2016, 109 min.
Medvirkende: Dokumentar
Filmen vises med danske undertekster

Det eneste mere skandaløse end Mapplethorpes fotografier var hans liv! Dette er den kompromisløse, intime og udfordrende dokumentarfilm om en af 70'ernes og 80'ernes mest ikoniske fotografer, Robert Mapplethorpe (1946-1989). En mand hvis kunst i dén grad har sat sine spor.

Filmens titel er hentet fra det udbrud, den amerikanske senator (årene 1973-2003) Jesse Helms kom med, da han ville fordømme Robert Mapplethorpes kunst. "Se på billederne"... 25 år senere er dette den første komplette dokumentarfilm om Mapplethorpe skabt af de anerkendte instruktører Fenton Bailey og Randy Barbato med ubegrænset adgang til hans arkiver og arbejde.
Mapplethorpe havde hundredevis af elskere gennem årene, men kun et fåtal var nære og betydningsfulde forhold og af dem medvirker næsten alle i filmen foruden flere idoler og store kunstnere fra tiden, kulturikoner som Arnold Schwarzenegger, Andy Warhol, Deborah Harry og ikke mindst Patti Smith, Mapplethorpes sjæleven - og mange flere. Portrættet af ham afrundes af hans ældre søster, Nancy og yngste bror, Edward, der også selv var fotograf og som i mange år arbejdede som hans assistent. Han var dermed ansvarlig for megen af den tekniske kvalitet i broderens arbejde.

Filmens mest prominente stemme er og bliver dog Robert Mapplethorpes egen. Takket være en række genfundne interviews, fungerer han som filmens fortæller: Fuldstændig oprigtigt og chokerende ærligt fortæller han om sit liv, sin kærlighed, sine elskere og sit arbejde: "Sex is the only thing worth living for". I kunsten såvel som i livet. Set gennem hans øjne bliver det til en sømløs helhed, et komplet kunstværk fra barndom til død. Portrættet af en mand, der ikke blot dedikerede sit liv til kunsten, men som også blev respekteret og værdsat, da det hele var ved at være slut. Hans sidste store øjeblik, planlagt til mindste detalje i visheden om, at han var døende af aids, viste sig at være en tidsindstillet bombe, der antændte en kulturkrig, som stadig udspiller sig i den dag i dag. Siden sin død har hans fond doneret millioner af dollars til bl.a. Guggenheim og Getty-museerne for at opretholde fotografiske udstillinger.

I Aarhus får filmen premiere på museet ARoS, der udstiller Mapplethorpe i perioden 17.6.-30.10.16 og hvor filmen vises to gange dagligt. Filmen vises derudover i København og udvalgte byer samt til en række eventforestillinger landet rundt.

Filmen har premiere i Gloria den 16. juni 2016

* * * * * "Sex, kunst og berømmelse"  Politiken

* * * * * "Storslået værk... hver en sten bliver vendt"  Filmmagasinet Ekko

* * * * "Råt og sensationelt"  Moovy

* * * * "Som kunstner er Mapplethorpe et sandt trækplaster"  Cinemazone

* * * * "Den definitive film om Robert Mapplethorpe"  Cphculture

* * * * "Lige på, saftigt og dekadent. Et vigtigt provokerende tidsbillede"  Kulturkapellet

Kilde: Miracle Film