'She Sings' d. 13/9 kl. 19.15 - Stjernedrømme, magiske aber og fordrukne bedstemødre

Torsdag d. 13. september kl. 19.15 inviterer GLORIA på en eventyrlig rejse til kontrasternes land, Bhutan, hvor den moderne verden møder havfruer, magiske aber og fordrukne bedstemødre, til tonerne af bhutanesisk pop musik. Instruktør Caroline Sascha Cogez indleder filmen, og efter filmen vil publikum kunne stille spørgsmål til hende.

Den 19 årige Dechen bor sammen med sin mor og lillebror i Bhutans hovedstad, Thimphu. Dechen drømmer om at blive en berømt sangerinde og er blevet udvalgt til at deltage i Bhutans svar på X-Faktor. Som konkurrencen skrider frem, begynder Dechen at udforske historien om sin afdøde mormor, som var et stort sangtalent ligesom Dechen selv. I sin søgen efter identitet afdækker Dechen familiens sorte fortid, hvor velsignelser og forbandelser er uomtvisteligt forbundet.

'She Sings' udfordrer dokumentarfilmens grænser, med et stærkt poetisk visuelt sprog, der lukker os ind i en ung piges indre liv, fremmedgjort af hendes egen mytiske kultur. 'She Sings' er den første eksperimentelle dokumentar optaget i det tidligere så lukkede land, Bhutan, indhyllet i Himalayas tåge.

Filmens underspillede følsomme tone tematiserer, igennem alle filmens scener, kontrasten mellem det traditionelle og det moderne liv, mellem individet og kollektivet, myter og realisme. Den unge Dechens rejse fra barn til voksen, spejler dermed et land i overgangen fra den gamle til den nye verden.

Instruktør Caroline Sascha Cogez, har en BA i Sociologi og er uddannet filminstruktør fra Super16. Hun begyndte sin karriere i filmbranchen som instruktørassistent for Lars von Trier. Hun har siden skrevet og instrueret en række prisvindende kortfilm, og arbejder i øjeblikket på sin første spillefilm.

Billetter koster kr. 70,- pr. stk. Bestilte billetter skal afhentes dagen før arrangementet.