Kom til snigpremiere på 'Take Shelter'

Tirsdag d. 3. juli kl. 19.00 holder GLORIA i samarbejde med CPH PIX snigpremiere på det intense og meget vellykkede thriller-drama 'Take Shelter'. Billetter til denne visning koster kun kr. 50,-

I en lille by i Ohio har Curtis LaForche (Michael Shannon), en række skræmmende drømme af nærmest apokalyptisk karakter, hvor folk i hans nærmeste omgangskreds forsøger at gøre skade på ham. Det går ikke kun ud over nattesøvnen men også hans arbejde og familien, hans kone Samantha (Jessica Chastain) og deres døve datter Hannah (Tova Stewart), som han ikke indvier i sine trængsler.

Curtis føler sig mere og mere overbevist om, at noget forfærdeligt er under opsejling og begynder uden familiens vidende at grave ud til et beskyttelsesrum i baghaven, som skal redde dem fra en eventuel totalødelæggende tornado. Hans kone er rådvild overfor mandens natlige mareridt og synlige fysiske forværring. Modvilligt går Curtis til en læge og diskuterer sin situation, derunder det faktum, at hans mor allerede midt i 30-års alderen blev diagnosticeret med paranoid skizofreni, en alder der ligger meget tæt på Curtis' nuværende.

'Take Shelter' vandt den fornemme Kritiker-pris i Cannes.

Læs mere om Take Shelter