FORPREMIERE: OPERATION AVALANCHE – MADS BRÜGGER INTRODUCERER FILMEN

Det var historiens største bluff, da USA landede på månen. Det er i hvert fald udgangspunktet i den vanvittige månelandings-mockumentary OPERATION AVALANCHE, en koldkrigs-thriller, som foregår under kapløbet mod månen mellem USA og Sovjet i slut-60’erne.

Året er 1967, og den kolde krig er på sit højeste. USA og Sovjet kæmper om at blive den første nation, der lander på månen. Et hold unge og ambitiøse CIA-agenter får til opgave at opspore en formodet russisk muldvarp i NASA, der lækker hemmeligheder om månelandingsprogrammet. Agenterne infiltrerer NASA under dække af at være dokumentarister, som skal følge månelandingen. Under efterforskningen overhører de NASA’s direktør erkende, at man er flere år fra at kunne gennemføre ekspeditionen og dermed langt bagefter russerne i kapløbet. CIA-chefen er rystet over afsløringen, men agenterne er opfindsomme og overtaler chefen til i hemmelighed at lade dem iscenesætte en falsk månelanding, som kan sendes i tv. Og så følger en vild plan med at skabe den perfekte illusion med naturtro måneoverflade, vægtløse astronauter og kopi af rumraketten Apollo 11.

Denne films genistreg er at folde tanken om ’hvad nu hvis det var sandt’ helt ud i mindste detalje og fortælle historien fra de involveredes eget perspektiv. Således placeres vi midt i begivenhedernes centrum – blandt agenterne i NASA og CIA i månederne omkring månelandingen i 1969.

Kom med til månen - eller måske ikke - når vi i samarbejde med Filmmagasinet EKKO og filmens distributør Another World Entertainment inviterer til forpremiere på filmen tirsdag den 21. februar kl. 19.00.

Instruktør og kanalchef Mads Brügger præsenterer filmen. Han har selv erfaring med at skabe film på guerilla metoden. Under dække fik han adgang til det tillukkede Nordkorea (Det røde kapel), og i Ambassadøren afslørede han handel med bloddiamanter i Afrika ved at udgive sig for at være ambassadør for Liberia.

Efter visningen bydes der på et glas vin i caféen. Billetpris for hele herligheden er 90 kr.

Køb billet her:
http://var.ebillet.dk/simple/buy.listtt.aspx?act=Buy&refno=44433&orgno=1...