FORPREMIERE: DE USKYLDIGE – TRO, HÅB OG KRIG

Vi starter det nye år med en fremragende film og du er inviteret!

I samarbejde med Den Franske Ambassade, Filmbazar og Filmmagasinet Ekko inviterer Gloria Biograf til forpremiere på det fransk/polske drama DE USKYLDIGE. Det er onsdag d. 4. januar 2017 kl. 19.00.

Filmen præsenteres af den polskfødte katolik og oversætter, Damian Nawareck. Med sin viden om efterkrigstidens Polen og det franske sprog, har han en meget personlig indgang til filmens religiøse og kulturelle temaer. Efter filmen byder Den Franske Ambassade på et glas vin.

Filmen foregår i Polen i 1945. Den unge, franske læge Mathilde, bliver sendt til Polen af Røde Kors, for at assistere med behandlingen af overlevende fra de tyske koncentrationslejre. Da en nonne søger hendes hjælp, bliver hun bragt til et kloster, hvor flere søstre er blevet gravide efter overgreb af de sovjetiske soldater. Nonnerne kan ikke forene deres tro med deres graviditet og Mathilde bliver deres eneste håb.

I filmen medvirker Lou de Laage, som var en af Shooting Stars på Berlin Film Festival og Agata Kulesza fra den prisvindende polske film, IDA. Filmen er instrueret af Anne Fontaine, der også stod bag film som PERFECT MOTHERS og COCO FØR CHANEL.