RE-PREMIERE: DIKTATOREN – CHAPLINS MESTERVÆRK

For første gang i 42 år får Charles Chaplins måske mest markante film repremiere i de danske biografer – og det i en ny-restaureret digital kopi i anledning af 75-års jubilæet, så Chaplin står flottere end nogensinde. Tiden viser desværre, at filmen er mindst lige så aktuel i dag, som da den kom frem.

Filmen udspiller sig i det fiktive land Tomania, hvor diktatoren Adenoid Hynkel (Chaplin) har overtaget magten. Han drømmer om en ren arisk race, om at udrydde jøderne og at overtage verdensherredømmet. Hans højre hånd er ministrene Garbitsch og Herring.

Politikens filmanmelder Kim Skotte kalder DIKTATOREN for en filmhistorisk milepæl og kvitterer med hele seks hjerter i sin anmeldelse, og fortsætter begejstret:

* * * * * * “Hylende morsom, men også skræmmende relevant i en tid, hvor flere typer autoritære regimer er ’på mode’ igen, og hvor der anes autoritære træk i både unge og gamle demokratier. Chaplins humanistiske brandtale ville måske have virket frygtelig gammeldags i mere optimistiske tider for ikke så længe siden, men i lyset af bålene fra Mellemøsten og den nye råhed i kølvandet på flygtningekrisen har også Chaplins patos i hans plæderen for medmenneskelighed, demokrati og frihed vundet ny genklang. Heldigvis er ’Diktatoren’ også stadig relevant, fordi Chaplins komiske geni fremstår strålende intakt.”

“Chaplin træder en utrolig linedans i ’Diktatoren’. Det er parodien som politisk striptease, men også den gribende fortælling om de små mennesker, der kommer i klemme, når brutaliteten hersker.” Kim Skotte, Politiken

Også EKKO’s anmelder har fundet alle stjernerne og de rosende ord frem:

* * * * * * “”Genialt mesterværk (..) Klassikeren Diktatoren når svimlende højder, fordi det også lykkes det komiske geni at parodiere den barnlige ynkelighed, Hitler besad.” Filmmagasinet EKKO

DIKTATOREN var den første film, hvor man rigtigt hørte Chaplin tale. Filmen er fra 1940 og dermed lavet i begyndelsen af 2.verdenskrig og før USA trådte ind i krigen. Bortset fra England, fik filmen først premiere i Europa efter krigens afslutning. Danmark fulgte i december 1947. I 1972 modtog Chaplin en æres-Oscar, hvor han fik 12 minutters stående applaus fra Hollywoods store stjerner. Det længste bifald i akademiets historie.

En anden af hans anerkendte film, RAMPELYS, får i øvrigt dansk repremiere i løbet af foråret 2017, så der er mere at glæde sig til.