FORPREMIERE: OSCURO ANIMAL – FOKUS PÅ LATINAMERIKA

Fra d. 25. november til 10. december er der på verdensplan særligt fokus på vold mod kvinder, gennem FN’s internationale kampagne “16 Days of Global Activism” – link: https://www.facebook.com/16DaysCampaign/

Kampagnen kører i tre uger og kulminerer d. 10. december, som både er FN’s Internationale Menneskerettighedsdag og også dagen hvor Nobels Fredspris uddeles. I forbindelse med dette særlige fokus, har vi sammen med udviklingsorganisationen OXFAM IBIS arrangeret en særvisning af den colombianske film OSCURO ANIMAL. Filmen blev vist flere gange på CPH PIX og får almindelig biografpremiere her i Gloria d. 15. december.

Vi vil gerne invitere til forpremiere på OSCURO ANIMAL onsdag d. 7. december kl. 17.00 i Gloria Biograf. Programchefen for det latinamerikanske udviklingsområde i OXFAM IBIS, Misha Wolsgaard-Iversen, vil inden filmen holde et oplæg om kvinders vilkår i Latinamerika og fortælle om den aktuelle situation i Colombia. Efter filmen byder vi på en drink i baren.

OSCURO ANIMAL fortæller historien om tre kvinder, tvunget til at flygte fra deres hjem i en krigshærget region af Colombia. Påvirket af frygt og rædsler, må hver kvinde på en rejse fra den dybe jungle til udkanten af Bogotá, hvor de hver især må samle styrken til at starte et nyt liv.

Kvindeskæbnerne skildres med usentimental registrering af instruktør Felipe Guerrero, der har valgt at fortælle sin film helt uden dialog. Efter 58 års uafbrudt krig, er der ingen forklaringer tilbage - sproget er holdt op med at give mening og der findes hverken trøst eller fremtidstro. OSCURO ANIMAL er en helt enestående film, som formår at lade sine knivskarpe, blændende billeder tale. Naturens markante tilstedeværelse, med al dens visuelle autoritet, er netop den atmosfære de tre hovedpersoner må flygte fra. Som en metafor for et natdyr (Oscuro Animal), der ubarmhjertigt jager dem, hvor end de går. Det er denne fornemmelse af frygt og rædsel, en bidsk forfølger der er klar til at slå til, som personerne føler helt ind i knoglerne, mens de er på flugt.