PREMIEREFILM – EVOLUTION: SUBLIMT, VISUELT KUNSTVÆRK

“De mest interessante film fortæller ikke bare en historie, men efterlader sig varige, visuelle indtryk. Sådan en film er franske Lucile Hadzihalilovics EVOLUTION. Her er både mærkelige, smukke og ubehagsfremkaldende billeder nok til at fodre både dine drømme og mareridt i en rum tid.”

Anmelderne kar kastet masser af stjerner efter vores nyeste premierefilm – den franske surreelle horrorfilm EVOLUTION. Ovenstående citat er fra Soundvenue, der kvitterer med fem flotte stjerner. Også Mikrozinets anmelder Frederikke Lett udtrykker stor begejstring for filmen og giver topkarakter seks stjerner:

“Lige dele askese og fantasiramt overflod støder mod hinanden som de bølger, der konstant kaster sig mod brændingen i de besættende naturbilleder. Der er stramme, uhyggelige hospitalsscener, som står i kontrast til de brusende havbilleder med nøgne kvinder, der rituelt samles i en cirkel og ligner blæksprutter som i orgastiske bevægelser, synes at kopuleres af noget udefinerbart. Pirrende og frastødende på en og samme tid. Lidt ligesom filmen i sin helhed.”

10-årige Nicolas bor sammen med sin mor på en ø udelukkende beboet af kvinder og unge drenge. På et hospital med udsigt over havet udsættes drengene for en mystisk medicinsk behandling. Nicolas er tilsyneladende den eneste, som undrer sig over, hvad der sker omkring ham. Han fornemmer, at hans mor lyver for ham, og han beslutter sig for at finde ud af, hvad hun laver om natten på stranden sammen med de andre kvinder. Dét han opdager, bliver starten på et mareridt, som han hjælpeløst omsluttes af. Men i Stella, den unge sygeplejeske på hospitalet, finder Nicolas uventet en allieret.

Lucile Hadzihalilovic, vinder af Bronzehesten på Stockholm Film Festival for INNOCENCE (2004), er tilbage med en mørk rejse ind i barndommens mærkelige verden af fantasi og frygt. Hadzihalilovic, som har skrevet manus med Alanté Kavaïé, er inspireret af H.G. Wells’ sci-fi klassiker ”The Island of Doctor Moreau” fra 1886.

* * * * * * ”Sublim filmkunst" - Frederikke Lett, Mikrozinet

* * * * * ”Et helt igennem mageløst filmværk fra en visionær instruktør" - Jannie Dahl Astrup, Soundvenue

* * * * * "…en kombination af den danske maler Michael Kviums psykiske vanskabninger og instruktøren David Cronenbergs forkærlighed for kropslige transformationer" - Kristian Lindberg, Berlingske

* * * * * "Unikt og meget fascinerende værk" - Frederik Asschenfeldt Vandrup, Cinemazone.dk

* * * * ”En dragende film med uforglemmelige billeder" - Kim Skotte, Politiken

* * * * ”Et slående og overbevisende værk" - Leslie Felperin, Filmmagasinet Ekko

* * * * "…en symbolladet, halvt surreel kropshorrorfilm, halvt naturalistisk undervandsdrama, der giver masser til eftertanken" - Nanna Frank Rasmussen, Jyllandsposten

* * * * "…en tvistet udgave af de femi-facistoide forældres utopi" - Anders Brendstrup, Filmz

* * * * "…en interessant, uhyggelig, mystisk og spændende science fiction inspireret film" - Yasmin Turan Mikkelsen, Kulturbunkeren

* * * * "Hadžihalilović deler visse æstetiske træk med og har et talent for indre fortællinger ligesom sin mand og samarbejdspartner, Gaspar Noé" - Mattia Guidarelli, Moovy

* * * * "Årets hidtil mest originale gyser" - Michael Søby, CPHCulture

* * * * - Go’morgen Danmark, TV2

”En af de smukkeste havfruefabler" - Bo Green Jensen, Weekendavisen

”Film som Eraserhead, Alien, De fortabte børns by, von Triers Riget og J.G. Ballards roman The Drowned World popper op i sindet" - Ralf Christensen, Information

Læs mere om Evolution