DOX:BIO PREMIERE – DEN UNGE ZLATAN: MEGET MERE END FODBOLD

Vi går juni måned i møde med masser af gode premierefilm på programmet – ja faktisk en ny film hver uge. I dag har vi premiere på DOX:BIO dokumentaren DEN UNGE ZLATAN, hvor man kommer helt tæt på den svenske fodboldstjerne Zlatan Ibrahimovic.

DEN UNGE ZLATAN er filmen om, hvordan ghetto-drengen Zlatan blev verdensstjerne på fodboldhimlen. Zlatan Ibrahimovic var et kækt supertalent fra Malmø-ghettoen Rosengård: Han var både karismatisk og brillant, men også rummede en indestængt vrede, som hele tiden var på grænsen til at eksplodere på banen. Han var også en ung mand under konstant pres fra sine omgivelser, som forlod Sverige for på egen hånd at begå sig blandt fodboldens allerbedste. En benhård kamp både på og uden for banen.

Fortællingen om knægten fra Rosengård er en succeshistorie uden sidestykke, Zlatan Ibrahimovic er Sveriges bedste fodboldspiller gennem tiderne, men rejsen var alt andet end snorlige. Filmen følger ham fra tiden som rapkæftet boldbegavelse i Malmö FF, via årene i Ajax, til han blev købt af Juventus og brød igennem på den helt store fodboldscene.

* * * * * "'Den unge Zlatan' beskriver [...] en klassisk dannelsesrejse, men dens helt store force, er at den kommer tættere på mennesket Zlatan end vi med garanti nogensinde kommer igen." Henrik Queitsch, Ekstra Bladet

* * * * * ‘Den unge Zlatan’ er et ærligt og indfølt monument over både fænomenet og mennesket Zlatan Ibrahimovic, hvis budskab står mejslet i boligbyggeriets fodboldbane: »Her findes mit spil, tag det videre« Soundvenue

* * * * * “Vi kommer tættere på stjernens mørkere side. Hans opvækst og kamp med bolden for at rive sig løs af sin sociale arv.” Nordjyske

* * * * * ”Også ikke fodboldfans kan roligt gå ind og se denne film” Den Korte Avis

* * * * "'Den unge Zlatan' viser, hvordan Ibrahimović af trænere og med- og modspillere i Malmö FF og Ajax får slebet kanterne uden at miste sit kolossale drive og sin legende, uforlignelige omgang med bolden." Jeppe Krogsgaard Christensen, Berlingske

* * * * ”Dokumentaren om den unge Zlatan er umulig ikke at forelske sig i." Joachim Grundahl, Politiken

* * * * "Zlatan er et spændende og gådefuldt fænomen, en af verdens ubetinget bedste på sit felt – og Fredrik og Magnus Gerrten får fint afdækket, hvordan den determinisme, som har præget hele hans karriere, allerede var til stede i de helt unge år, hvor skolebænken blev droppet til fordel for fodbolden og en legendarisk rejse begyndte." CinemaZone

* * * * "Jeg er ikke den første til at sammenligne Zlatan og den danske digter Yahya Hassan, men i dokumentaren 'Den unge Zlatan' fremstår lighederne så slående, at de er svære at komme udenom." EKKO

* * * * ”En fortælling a la den grimme ælling. Indvandrerdrengen der rejste sig fra ghettoen og blev Sveriges største stjerne.” Filmmagasinet Nosferatu

Læs mere om Den unge Zlatan