SNIGPREMIERE: THE DAUGHTER – AUSTRALSK FILM NÅR DET ER BEDST

Tilbring din torsdag aften med Geoffrey Rush og Sam Neill.

Simon Stones australske drama THE DAUGHTER får dansk premiere torsdag d. 21. april, men for de hurtige er der en unik mulighed for at se filmen før alle andre allerede torsdag d. 14. april kl. 19.30 i Gloria. Inden filmen vil den australske ambassadør i Danmark byde velkommen og efter filmen er der et glas australsk vin og filmsnak i Glorias foyer.

THE DAUGHTER er baseret på Henrik Ibsens "VILDANDEN" og handler om Christian, der vender hjem til sin barndomsby efter 15 års fravær, da hans far skal giftes med den meget yngre Anna. Henry er den velhavende ejer af det savværk, som har været det økonomiske fundament i generationer i byen. Christian genopretter forbindelse til sin gamle barndomsven Oliver og bliver snart draget ind i Olivers familie bestående af hustruen Charlotte, datteren Hedvig og svigerfaren Walter. Da Henry annoncerer lukningen af savværket, sender det et jordskælv gennem samfundet og især Olivers familie. Inden længe opdager Christian en dybt begravet familiehemmelighed og i hans forsøg på at rette op på tingene, trues idyllen for alvor for dem han forlod for år tilbage.

I de bærende roller ses blandt andet Oscarvinderen Geoffrey Rush, Sam Neill samt Miranda Otto.

Læs mere om The Daughter