Ulveflokken huserer fortsat i GLORIA - ‘The Wolfpack’ er en vild, overraskende og rørende beretning

Vinder af Grand Jury Prize - Sundance Film Festival 2015. I en stor, tillukket lejlighed på Manhattan lever Angulo brødrene sammen med deres søster og forældre. De er nærmest fanget i lejligheden og har hele deres liv kun været ude for døren et fåtal gange. Hvad de dybest set ved om verden udenfor, har de lært fra film på tv. Selv internettet er ukendt territorium. De kalder dem selv "The Wolfpack", ulvekoblet, og de har brugt hele deres barndom på at genopføre deres yndlingsfilm med hjemmelavede rekvisitter og kostumer. De gør det faktisk helt fuldstændig enestående.

Uden venner og anden familie lever de på offentlig forsørgelse og børnenes mor har stået for undervisningen. De unge mennesker er ikke ynkelige individer, men nysgerrige, kreative og fulde af opfindsomhed, hvilket gennem alle årene har givet dem mulighed for at flygte fra følelsen af isolation og ensomhed. Men nu er de ved at få appetit på livet udenfor den store murstensblok, der har holdt dem adskilt fra det virkelige liv så længe. Det eksploderer mellem hænderne på dem, da en af brødrene flygter ud på et kort eventyr i den virkelige verden. Ulvekoblet må lære at integrere sig i samfundet og helt fra grunden erfare, hvordan man begår sig.

Filmen er en ganske fantastisk historie fra den virkelige verden men syner mest af alt som noget hentet direkte ud af et opdigtet eventyr. Man stiller sig selv mange spørgsmål undervejs, får svar på en del og savner svar på flere. Nysgerrigheden får nærmest én til at eksplodere. Hvordan kan en far og en mor holde sine børn - fra fødsel til de er unge voksne - afsondret fra den virkelige verden? Hvad er deres motiv? Gør børnene ikke oprør, er de stakkels individer - eller unge helte?

De danske anmeldere er ganske betagede af ‘The Wolfpack’:

* * * * * * “En helt igennem original, ærlig og hjertevarm filmoplevelse" Victor Saxlund, Kulturbunkeren

* * * * * "Sprudlende charme. Den vidunderlige ulveflok stråler i kameraets nærvær" Rasmus Friis, Soundvenue

* * * * * “..en af årets mest vilde og velfortalte dokumentarer - en hårrejsende gyser og en grotesk gangsterkomedie fra virkeligheden - Og så fortælles historien i ’The Wolfpack’ vel at mærke, så man gang på gang forbløffes og bevæges over tilstanden hos familien Angulo og ikke mindst over de seks brødres formidable overlevelsesdrift." Dorte Hygum Sørensen, Politiken

* * * * * "Forunderlig dokumentar... afgrundsdybt fascinerende. Måske den bedste film nogensinde om værdien af at vokse op i en søskendeflok" Jacob Wendt Jensen, Berlingske

* * * * * "En bemærkelsesværdig film" Henrik Queitsch, Ekstra Bladet

* * * * * "En voldsomt dragende dokumentar" Caroline Nørkjær, Nosferatu

* * * * * "Fuldstændig utrolig... betagende og overbevisende" Bent Stenbakken, Nordjyske

* * * * * "Charmerende" Kultunaut

* * * * "En vild og rørende historie" Nanna Frank Rasmussen, Jyllands-Posten

* * * * “En spændende hyldest til filmmediets evne til at spejle verden" Per Juul Carlsen, Filmland

* * * * "Filmkærlighed så ren og medrivende" Lasse Martin Jørgensen, Filmz

* * * * "Utroligt fascinerende... en fin cadeau til filmmediets forunderlige kraft" Moovy

* * * * "En absolut spændende og grænseoverskridende film" Tom Harpoth, Kulturkupeen

* * * * "Deres livshistorie er guld værd... bliver ved med at overraske" Neia Pil Højsteen, Ordet

"Overraskende... en rørende historie" Ralf Christensen, Information

Læs mere om The Wolfpack