DOX:BIO PREMIERE: NATURENS UORDEN – UAFRYSTELIG DOKUMENTAR

Har det en pris, når videnskaben trodser evolutionen?

Vi er en verden af velskabte, fejlfrie og velfungerende mennesker. Med genteknologi kan vi spore og fravælge det uønskede og uperfekte. Journalisten og komikeren Jacob Nossell er spastiker, han burde allerede fra fødslen være ’fravalgt’ af både forskere og forældre. Nu er han i realiteten en belastning for samfundsøkonomien og i bedste fald et interessant studie for videnskaben. Med et intakt intellekt, der er fanget i et svækket kropshylster, er han selveste legemliggørelsen af normalitetens dilemma; Han er for handicappet til at være normal og for normal til at acceptere sig selv som handicappet.

I sin jagt på at forstå sin egen skæbne sætter han sig for at udfordre normalitetsbegrebet og sin egen manglende formåen. Han vil påvise, at hans liv er værd at leve. Derfor kaster Jacob sig ud i et selvbiografisk teaterstykke med det mål at fylde Det Kongelige Teater og modtage publikums hyldest, mens han sætter sig selv på spil.

Filmen følger Jacob Nossells tour de force i sin søgen efter svaret på livets mening for ham og sine ’artsfæller’ blandt familie, forskere og publikum, men han tvinges til at indse sine egne begrænsninger, da han bliver slået omkuld af skæbnen og linie 1A.

Dokumentaren er instrueret af Christian Sønderby Jepsen, der tidligere har lavet Testamentet og Blodets bånd.

* * * * * "Jacob Nossell udstiller sig selv, bogstavelig talt, og rusker op i vante forestillinger i sin rundrejse i sig selv, via lægevidenskaben, filosofien, kunsten og etikken." Per Juul Carlsen, Filmland P1

* * * * * "Alt er mere end i orden i Christian Sønderby Jepsens voldsomt bevægende dokumentar 'Naturens uorden' om journalist, komiker og spastikeren Jacob Nossell." Nanna Frank Rasmussen, Jyllands-Posten

* * * * * "... 'Naturens uorden' ender som et stærkt og uafrysteligt forsvar for den holdning, at 'lige meget hvor fucked up du er, så er livet værd at leve'." Henrik Queitsch, Ekstra Bladet

* * * * * "'Naturens uorden' kunne nemt være blevet sentimental og ensidig. Men filmen undgår alle faldgruber med en overraskende stor portion humor – ofte takket være Jacob." EKKO

* * * * * "... en fantastisk stærk dokumentar om Nossells kamp for at passe ind i et samfund, der lader til ikke at ville have ham." CinemaZone

* * * * "Ligesom ’Testamentet’ og ’Blodets bånd’ er det barskt stof, instruktøren har fat i her. Uden at det sentimentaliseres." Dorte Hygum Sørensen, Politiken

Læs mere om Naturens uorden