Premiere: Maries Historie – Livsbekræftende fransk fortælling

Vi møder filmens titelperson, Marie Heurtin, i 1800-tallets Frankrig, da hun er 14 år. Marie er både blind og døv og ude af stand til at kommunikere. På trods af rådgivning fra en læge, der mener, at hun er “dum”, kan Maries far, en ydmyg håndværker, ikke få sig selv til at indlægge hende på en sindssygeanstalt. Fortvivlet opsøger han Larnay Institute nær Poitiers, hvor nonner tager sig af unge døve kvinder. Søster Marguerite, (spillet af Isabelle Carré) en ung nonne, tager dette “vilde lille dyr” under sine vinger og gør alt hvad hun kan for at få Marie ud af mørket. Søster Marguerite udfordres af mange tilbageslag, men hun er bevæbnet med sin glade tro og kærlighed til unge Marie, og kæmper ufortrødent videre…

Debutanten Ariana Rivoire (som selv er døv, men ikke blind) spiller titelrollen og filmen bygger på en sand historie.

* * * * * "... et stykke livsbekræftende poesi og en hyldest til menneskehedens fremskridt og lærdom." EKKO

* * * * "Det er en barsk historie, der sagtens kunne være fortalt med det helt store melodramatiske udtræk, men i stedet skabes et intimt rum, som vi får lov at kigge ind i. Det er ikke altid behageligt, men det er dybt bevægende og meget tankevækkende. " Louise Kidde Sauntved, Berlingske

"Det mærkes, at instruktøren har båret på sin ide i mange år. Hvert billede er anbragt med eftertænksomhed og overskud. Det er ikke en film, som vil lefle og angle. Den er et vindue, som lader os se dagens lys." Bo Green Jensen, Weekendavisen

Læs mere om Maries historie