Lunt og skævt Berliner-drama - 'Oh Boy'

Den vellykkede tyske drama-komedie 'Oh Boy' har premiere i GLORIA i dag og får flotte anmeldelser. Instruktør Jan Ole Gersters debutfilm leder tankerne hen på tidlige Jarmusch-film, fransk ny-bølge, og den charmerende Frances Ha af Noah Baumbach. Tom Schilling spiller fremragende hovedpersonen Niko, der er en perlerække af imponerende birolle-præstationer, og selve Berlin portrætteres særdeles levende og tidløst i smukke sort-hvide billeder.

* * * * * "Jan Ole Gerster formår via sin protagonist at give et loyalt portræt af en generation, der nok driver med strømmen, men som også har sunde instinkter om en bedre fremtid - I sublime sort-hvide billeder, hvis lige vi ikke har set siden Hanekes "Det hvide bånd", indfanges en næsten Kafkask verden, hvor intet gir mening og alt kan ske - OH BOY gennemstrømmes af en underfundig humor og så får vi i tilgift en herlig jazzet musikside, der passer til filmens sansende og søgende stil. At den vandt en European Film Award som årets bedste debutfilm forstår man godt, for den er lige lidt skarpere skrevet, spillet og instrueret end så mange andre film om rodløse mænd." CPHculture

* * * * * "Gersters film er dog trods konnotationer til store instruktører poetisk og elegant og formår at blive sin egen og ikke blot en kopi af noget, der allerede er lavet - Tom Schilling leverer en fremragende, ærlig og realistisk skildring af Nikos indre, der (i hvert fald i dette døgn) ulmer af fiasko, nederlag og håbløshed. Hans fåmælte figur vandrer Berlin tyndt, og der hentydes til svigt og ensomhed fra familien. Filmen tilbyder ikke forklaringer eller løsninger, men er til gengæld et åbent vindue til en persons følelsesregister, hvilket gør Oh Boys fortælling så universel - Filmens anden hovedperson, Berlin, portrætteres smukt og tidsløst, og fortælling, billeder, musik og stemning går alt sammen op i en højere enhed, når tristhed og melankoli er så smukt skildret." Christina Chen Dynesen, Kultunaut

* * * * * "”Oh boy” er melankolsk, stemningsfyldt og eksistentiel. Det er en lille geni-streng fra instruktøren Jan Ole Gerster, at den er skudt i sort, hvid. Det giver filmen en ’varm’ distance. Samtidig fremstår Berlin poetisk i de sort hvide billeder. Det afslappede jazz-soundtrack giver reminiscenter til Miles Davis og får filmen til at ligne en film fra 50’erne. Instruktøren har hentet stor inspiration fra nouvelle-vague og minder i sin struktur og indhold om filmen ”Frances Ha” fra 2012 af Noah Baumbach - ”Oh boy” kan stærkt anbefales at se på stort lærred." Line Gren, CinemaOnline

* * * * "’Oh Boy’ er en klassisk storby-odyssé, hvis grundtone skifter, alt afhængig af hvem Niko møder på sin episodiske færd gennem et sort-hvidt fotograferet Berlin. Den spænder fra morsom satire, som når en servitrice ikke bare kan servere en kop kaffe, fordi der er utallige varianter at vælge i mellem, til en gravalvorlig samtale om Krystalnatten på en bar. Karaktergalleriet er voluminøst og varieret – fra den kapitalistiske far (Ulrich Noethen) til den arbejdsløse skuespillerven Matze (Marc Hosemann) – og alle spiller en vigtig rolle i Gersters skildring af la condition humaine." Thomas Spejlborg Sejersen, Soundvenue

* * * * "Original og overraskende stemningsstærk" Søren Vinterberg, Politiken

"…med et glimt af ironi og humor, som er en Jim Jarmush værdig, får vi både et generationsbillede og et portræt af Berlin, i al sin mangfoldighed. Fri for postkortidyl, fyldt med mennesker, cafeliv. Friedrichstrasse, Kastanienallee, U-Bahn i en glidende strøm, til cool storby jazz – sort/hvide montager - OH BOY er aldrig moralsk eller fordømmende. En auteur-film, der nok er i slægt med ”den ny bølge” – men helt er sig selv. Et sjældent velspillet, charmerende generations portræt i sort/hvid - fyldt med nuancer." Uffe Stormgaard, Kulturkapellet

Læs mere om Oh Boy