BLIV EN DEL AF KØBENHAVNS HYGGELIGSTE BIOGRAF

GLORIA har brug for dig! Vil du være med til at give vores gæster en både hyggelig, interesseret og engageret film- og caféoplevelse? Så meld dig som frivillig i Gloria Biograf.

Frivilliggruppen kommer til at bestå af en gruppe på ca. 40 mennesker. Det vigtigste er at du er imødekommende og interesseret i de mennesker der er omkring dig og vores gæster, at du har lyst til at lære at lave en god kop espresso :-) og sælge den med billetterne, at du kan håndtere at det ofte veksler mellem travlhed med mange forventningsfulde event-gæster og mere stille dage med få, men engagerede cineaster og cafégæster, at du enten allerede kan lide skæve film, eller er åben for gradvist at få ændret dit syn på hvad der er en god film :-) Og selvfølgelig at du har lyst at at gøre en stor indsats, også selvom tjansen er frivillig og ulønnet. Du skal helst kunne afsætte tid til mindst en vagt hver anden uge primært eftermiddags/aftentimerne samt weekend.

Vi tilbyder til gengæld at du bliver en uundværlig del af en rar og rummelig art cinema, hvor der lægges vægt på personlighed og en afslappet og opmærksom atmosfære. Og så får du selvfølgelig fri adgang til alle vores film og arrangementer.

Gloria Biograf består af en enkelt sal med 106 pladser og ligger i hjertet af København - lige midt på Rådhuspladsen. Vores fokus og store kærlighed er de fantastiske film, som ikke kan ses i de større og mere kommercielle biografer, derfor er vi også støttet af Det Danske Filminstitut som Art Cinema, og vi modtager støtte fra det europæiske biografstøtte-initiativ Europa Cinemas.

Vores mål er at være på forkant med filmkunsten, hvilket ofte vil sige at vise de smallere og mindre kommercielle film, som kan noget helt særligt, og som udfordrer det danske publikum og de danske filmanmeldere. Vi er også meget interessede i at facilitere nye og originale kulturelle og kunstneriske strømninger, som ikke nødvendigvis har med film at gøre. Det bedste og meste succesfulde eksempel er uden tvivl Københavns Radiobiograf som GLORIA er fast base for.

Vi er desuden med i filmfestivalerne, CPH:DOX, CPH PIX og CAFx.

Læs mere på www.gloria.dk eller find os på Facebook https://www.facebook.com/Gloria-Biograf-237621538110/

Hvis alt dette er noget for dig så skriv straks til Anders Simonsen på anders@gloria.dk

Vi glæder os til at høre fra dig!