Venus - Let's talk about sex

 
Tidligere vist
Lea Glob & Mette Carla Albrechtsen, DK, 2016, 90 min.
Dokumentar

En oprigtig og poetisk fortælling om unge kvinders seksualitet. Mere end 100 unge kvinder dukker op, da filmens to instruktører søger medvirkende til en “erotisk film på kvinders præmisser”. Over en periode på fem år fortæller kvinderne om deres seksuelle oplevelser og fantasier til filmkameraet. Efterhånden som tiden går og historierne bliver flere, begynder en ramme langsomt at tage form, og instruktørerne indser, at de uden at vide det, allerede er i fuld gang med optagelserne til deres film.
VENUS – let’s talk about sex er en ærlig, oprigtig og sårbar fortælling om kvindernes forhold til sex, om lysten, ulysten, fantasierne, følelserne, opdagelserne og alt det, vi aldrig taler om.

VENUS – Let’s talk about sex fik sin verdenspremiere i november 2016 på verdens største dokumentarfilmfestival, IDFA, i Amsterdam og fornylig også på Göteborg International Film Festival, DocPoint i Tallinn og Helsinki Doc Point Documentary Festival. – Filmen præsenteres for første gang i Danmark af DOXBIO.

Filmen har premiere i GLORIA d. 9. marts 2017

* * * * * * “Man kan faktisk ikke rose Lea Globs og Mette Carla Albrechtsens præstation nok. ”Venus” burde simpelthen være fast pensum i enhver seksualundervisning og ses af alle unge piger og drenge, for der findes intet seksualundervisningsmateriale om kvinders seksualitet i Danmark, ja måske i hele verden, der er lige så godt.”Michael Madsen, Avisen.dk

* * * * * "... de to instruktører har sammen med de modige medvirkende skabt et ærligt og intimt rum, der får én til at føle, at man taler med en nær veninde." Louise Kidde Sauntved, Berlingske

* * * * * “Til at begynde med virker det grænseoverskridende. Men som de blotter deres tanker, virker det mere og mere naturligt at blotte sin krop – og da en blufærdig kvinde danser frit foran kameraet føles det netop sådan: befriende.”Kristoffer Hegnsvad, Politiken

* * * * * "Liderlige kvinder føler sig skamfulde, for som kvinde har man da ikke samme sexlyst som mænd? Den myte er blot en af mange grunde til, at dokumentaren 'Venus' er et uhyre vigtigt vidnesbyrd." Ida Rud, Filmmagasinet EKKO

* * * * * “Flere af kvinderne og deres fortællinger er svære at slippe når man forlader biografmørket. “ CinemaOnline

* * * * "Ny stramt orkestreret dokumentar film, sætter fokus på unge kvinders seksualitet. Resultatet er rørende." Katrine Sommer Boysen, Jyllands-Posten