CSFF 2018

 
Tidligere vist
CSFF kører i perioden 8. nov. til 11. nov. 2018

Velkommen til den 6. udgave af Copenhagen ShortFilm Festival! Vi præsenterer igen en bred vifte af film, hvor vi sammen udforsker den vidunderlige verden af kortfilm. Om du er til gyselig horror, vild animation, eftertænksomme dokumentarer, amerikansk avantgarde eller de nyeste talenter inden for genren, så har vi noget for dig. Vi fokuserer på at udforske kortfilmen som sit eget medie og kunstform, og vise det bedste fra både nye talenter og gamle banebrydere. Dette år er ingen undtagelse - vi introducerer nye unge stemmer og genforener dig med gamle kendinge fra kortfilmens verden.

Billetter kan købes her: http://www.gloria.dk/billetter

Læs mere om festivalen og find hele programmet på www.csff.dk

CSFF kører i perioden 8. nov. til 11. nov. 2018

8/11 kl. 21.15 Short Docs
Disse dokumentarfilm går helt ind under huden, når de på hver deres særegnede måde skildrer deres subjekt. Her får detaljerne i høj grad lov til at regere, til at prikke til os og nuancere emner, vi ellers troede, at vi forstod til fulde. I det sirlige, men voldsomme og paradoksale forhold mellem liv og død på et hospice i Finland. Mellem tre generationer af ukrainske mænd, der ser den yngste gentage deres historie, når krigen pludseligt kalder. Et sprudlende, men konstant tilbageholdt liv som queer og muslim i USA. I en namibiers tilsyneladende meningsløse frygt for solen og i en iransk, skræmmende fascination af gentagelsens brutalitet. Alle steder møder vi først og fremmest mennesker med alt, hvad der er dem.
http://csff.dk/program-2018/short-docs/

9/11 kl. 21.15 Horror Shorts
Horrorgenren er mere levende end nogensinde. Anmelderroste værker har indtaget biograferne og skabt en ny guldalder for såkaldt ”Elevated Horror” – moderne gyserfilm, der skubber til grænserne for vanlig stil, tilgang og tematik. Vi sætter fokus på nogle af disse moderne horrorfilm. Fra det elegant sensuelle i “Aurore” til det vulgært ironiske i den sprudlende “Helsinki Mansplaining Massacre”. Her er både plads til det eventyrligt uhyggelige i “Latched” og til “Baghead’s“ gråbrune betonrealisme. Programmet indeholder syv markante film, der har sat deres tydelige aftryk på nogle af verdens mest betydningsfulde genrefilmfestivaler. Det bliver blodigt, det bliver uhyggeligt, og det bliver skide skægt. Michael Panduro har udvalgt filmene til denne blok og vil introducere dem på aftenen.
http://csff.dk/program-2018/horror-shorts/

10/11 kl. 21.15 Animation Gone Wild
Hold fast på hat og briller, når vi tager dig med på en vild oplevelse. Vi har samlet nogle af de mest fantastiske, farverige, alternative og vanvittige animerede kortfilm til dig: en mand, hvis jalousi forvandler ham til et næsehorn, en ulv, der søger hævn, en lille dreng, der prøver at håndtere sorg, mærkelige skabninger, et erotisk punk eventyr og en mystisk død bedstefar.
http://csff.dk/program-2018/animation-gone-wild/

Kilde: www.csff.dk